HOME HISTORIE NU & FREMTIDEN NEWSLETTER FOTO GALLERI BØGER & CERTIFIKATER BLIV MEDLEM BESTYRELSE MARINA MUNK VEDTÆGTER
Jubilæumsudgave - Newsletter
WRO Danmark - 10 år i Amazonas 1991 - 2001 I forbindelse med at WRO i år har eksisteret i ti år, har Marina Munk - stifteren af WORLD RAINFOREST ORGANIZATION - sendt os dette brev, der både er historien om WRO indtil nu og et kig ind i fremtiden. |
■ NEWSLETTER nr. 3 - 2017
■ NEWSLETTER nr. 2 - 2017 ■ NEWSLETTER nr. 1 - 2017 ■ NEWSLETTER nr. 3 - 2016 > På Svenska ■ NEWSLETTER nr. 2 - 2016 > På Svenska ■ NEWSLETTER nr. 1 - 2016 ■ NEWSLETTER nr. 3 - 2015 ■ NEWSLETTER nr. 2 - 2015 ■ NEWSLETTER nr. 1 - 2015 ■ NEWSLETTER nr. 3 - 2014 ■ NEWSLETTER nr. 2 - 2014 ■ NEWSLETTER nr. 1 - 2014 ■ NEWSLETTER nr. 4 - 2013 ■ NEWSLETTER nr. 3 - 2013 ■ JUBILÆUMSUDGAVE 1991 - 2001 |
Kære Regnskovsvenner
Junglen, 4.4.2001 Jeg er meget stolt over at få lov til at skrive dette nyhedsbrev. Det er nemlig således, at WRO fylder ti år den 1.6. Denne dato i 1991 blev den danske forening stiftet. Lidt om begyndelsen: Den 11.11.1990 tog jeg med en gruppe naturlæger til Brasilien som turleder. Vi kom også til Amazonas, hvor vi skulle være to dage i junglen. Vi blev hentet på hotellet af en ung mand på 27 år, der fortalte os, at han skulle være vores guide på jungleturen. Pokkers også, tænkte jeg, fordi dér var den mand, jeg altid så som min mand, siden jeg var lille. Jeg mente derfor, at jeg måtte tage til Arabien, for der var han nok, men nej. Så til Indien (han er oprindelig inder), men nej, heller ikke der. Så sagde jeg til mine venner i Libanon, hvor jeg boede i 1967: „Lad os tage til Brasilien“. Jeg tænkte, at så må han være der. Da var der en nat en stemme, der sagde til mig: ”Du får ikke lov til at tage til Brasilien endnu, du skal tage hjem til Danmark”. Jeg kan bagefter godt forstå deres argumentation, fordi på daværende tidspunkt var han tre år gammel, så kan det jo være, at jeg ville have overset ham. „Ham“, er Munaf Ramzan Rohoman, kaldet Steve, født 24.2.1963 af indiske forældre, som kom til Britisk Guyana for tre generationer siden, hentet sammen med ca. 300 andre indere, for at varetage slaverne, som englænderne ikke kunne håndtere. Så da jeg så Steve på hotellet, tænkte jeg: ”For sent”, da jeg er født 8.4.1944. Men Steve tænkte anderledes: ”Der er kvinden, som jeg skal realisere mine livsdrømme med”. Det brugte han de to dage til at fortælle mig. Da jeg stadig tænkte: „Ak, for sent“, forlod jeg den nedslåede Steve med en mumlen om, at jeg nok skulle skrive, hvis jeg kom på bedre tanker. Da greb en af Brasiliens skytsånder ind. Profeten Zarur, stifteren af LBV, Legionen af den gode vilje. Vi skulle nemlig også til hovedstaden Brasilia, og der sendte en guide os ind i en syv-sidet pyramide, efter at hun havde fortalt mig om, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra i universet. Pyramiden var LBV’s tempel. Der i pyramiden kom Brasiliens store hånd og viste mig min opgave med landet og Sydamerika, og viste mig tilbage til Steve som min partner i denne del af mit liv. ”Lyt til denne unge mand” blev der sagt med rungende stemme, og hele pyramiden rystede og skælvede. Folk i pyramiden blev grebet af ærefrygt, nogle græd. Nogle kvinder kom med et stykke papir, hvor de bad mig om at skrive mit budskab til dem. Det viste sig, at profeten Zarur i sine profetier havde skrevet, inden han døde, at der ville komme en fra Skandinavien o.s.v. Så tog min veninde Birgitte, som også var med, med gruppen til Rio i de sidste tre dage inden hjemrejsen, hvor jeg så tog tilbage til Steve i Manaus. Der blev vores fremtid lagt. Jeg vil indskyde, at selv om det var ham, jeg havde set, siden jeg var lille, var det ikke nemt. Steve kom til Danmark i marts 1991, hvor vi grundlagde en forening i Norge og den i Danmark blev stiftet den 1.6.1991, som jeg har fortalt. Den 29. juni rejste jeg med 26 skandinaver til junglen for sammen med Steve at finde et stykke land, som vi skulle have som base. Det blev Paracuni, hvoraf en del hedder ”Jesus hjerte”. Vi købte et stykke land, der hedder ”For-taleza” (Det stærke fort). Det hed i gamle dage Pal Hal, der betyder: „Når indianerne skulle ryge fredspibe“. Her bor jeg nu i et dejligt hus med palmetag. Jeg har lige fået indlagt vand, en utrolig luksus. Det er et Paradis, med udsigt til floden til den ene side, og regnskoven til den anden side. Jeg har en lille junglehund, som hedder Bjørn, tre katte, otte får og to køer, som er Marios, ham der passer landet her og vedligeholder alt her på stedet. Steve bor i Manaus, et par dagsrejser herfra. Han må være der, hvor der er penge at tjene for at forsørge sine tre dejlige børn. Jeg kommer til Manaus, når lejligheden byder sig, ca. en gang om måneden. |
Click here to edit.
Vi har for ca. fem år siden fået en brasiliansk registreret fond, som hedder ”WRO Porantin”. Porantin betyder: ”En stammes historie, som skrives af den ældste i stammen på et stykke træ, som ligner en paddle (pagaj) i skrifttegn. Han giver den derefter til sin ældste søn o.s.v.”. Organisationen, World Rainforest Organisation, er en paraplyorganisation med foreninger i Finland og Skandinavien, samt Fonden i Brasilien. Da den har eksisteret i ti år nu, er vi en ”gammel” og agtet hjælpeorganisation, og er den eneste organisation, der selv bestemmer, hvor de indsamlede penge fra Skandinavien og Finland skal anvendes og hvordan. Ellers er det således, at alle udenlandske indsamlede penge skal gå gennem brasilianske organisationer, der selv distribuerer midlerne. Forskellen i vores tilfælde er, at Fonden er også os, WRO.
Grunden til at vi i det hele taget stadig eksisterer i dag som hjælpeorganisation i et land som Brasilien, som i bund og grund ikke tolererer ordet hjælpeorganisation, er fordi vi de første fem-seks år (”vi” er jeg og Steve) havde mere end 25 turistgrupper fra Skandinavien til Brasilien. Vi blev da kendt som nogen, som lagde penge i landet via turister, som brasilianerne elsker og under dække af det, konsoliderede vi os som hjælpeorganisation med et godt fodfæste i kommunen Maués i Amazonas. Kommunen er på størrelse med Holland og har 42.000 indbyggere, hvoraf 22.000 lever i byen Maués, som er grundlagt for 150 år siden af libanesere, italienere, indere og portugisere. Da næsten alle var mænd, giftede de sig med den herboende stammes kvinder ”Satare Maúe”. Der var også japanere blandt grundlæggerne. Byen ligger midt i junglen. Man kan komme til den pr. fly eller båd. Med fly tager det 40 minutter fra Manaus - med daglig forbindelse. Med båd tager det fra 17-30 timer ligeledes med daglig forbindelse til og fra Manaus, som er hovedstaden i staten Amazonas. |
Hvad vi har opnået med kommunen Maués i de 10 år.
Da vi havde været her i ca. fem år, havde regeringen i kommunen holdt et skarpt øje med vores gøren og laden. Det resulterede i, at vi blev kontaktet af den regerende borgmester (som nu er borgmester igen), om vi ville være med i et skoleprojekt. WRO skulle da bygge en skole i byen Osorio da Fonseca, som ligger lige over floden fra WRO’s land, og borgmesteren ville da overtage bygningen og stå for driften af skolen. Det skulle være en skole med 12. klasse inkluderet. Det var i sig selv en revolution, da alle skoler i junglen kun gik til 4. klasse. D.v.s. at eleverne gik ud af skolen som 12-13 årige, og ofte glemte de at læse og skrive, inden de var 20 år, da de aldrig læser aviser, ej heller skriver breve. Denne skole har nu allerede en 8. klasse og indtil flere 5.- 6.- 7.-klasser kørende, i alt 243 elever med 13 lærere. Da det kniber med at huse alle lærere, har WRO udlånt ”hospitalet”, som er en stor bygning, til bolig til nogle af lærerne. Samarbejdet med borgmesteren blev til mere end det. I de sidste ni måneder af dennes regeringstid, blev WRO hjulpet med ambulancetransporter (dem var der mange af i den periode) og med forskelligt medicin. I de fire efterfølgende år med en anden borgmester, som lovede mere, end han kunne overkomme, kørte WRO selv, helt med egne midler, vores sundhedsprogram og forskellige andre projekter. Mange projekter blev ”prøvet af”. Det viste sig oftest, at befolkningen var begejstret i begyndelsen, men da evnen til at tænke langsigtet mangler, endte det altid med, at jeg stoppede projektet, inden yderligere udgifter kom ind i billedet. Derfor de mange planer, der aldrig nåede at bære frugt. Befolkningen var glade, fordi de tjente jo penge i den tid, det stod på, og da de ikke tænkte på, hvad de kunne have fået i fremtiden, var alt jo godt. WRO er her i Paracuni praktisk taget det eneste sted, hvor man kan tjene en dagløn, med dertil hørende måltid mad. I vores landbrugsprojekt havde vi et halvt år ca. 18 mand i arbejde. Vi skulle alligevel have ryddet omkring os, så vi kunne bo her, så vi har ca. ti hektarer fri af junglen. Det er kun vores ”Tempel”, der ligger i junglen. |
Templet Templet var det første, der blev bygget på WRO’s land, som Steve sagde: ”For at velsigne projektet WRO”. Det blev designet og bygget af to danske piger: Helle og Charlotte, sammen med nogle lokale folk. Det blev beordret betalt af Sai Baba (stor guru i Indien), gennem en dansk dame. Templet bliver brugt til at meditere i, og sidde i junglen og fundere over livet og naturen og dennes mangfoldige lyde. Templet er temmelig berømt her i kommunen. Folk fra byen (politikere) kan lide at komme og ”lade op”, som de siger. På de ti hektarer har vi bl.a. plantet frugttræer, maniok og andre rodfrugter og grøntsager. Alt andet i en jungle er det en kamp at få til at gro, jorden er fattig, og solen er stærk. Det kræver en utrolig pasning at få det til at gro. Efter at ”El ninho” hærgede for ca. tre år siden, er det blevet lettere, da regntiden aldrig hørte op. I stedet for tørketid har vi regn hele året. I regntiden regner det bare mere end ellers. Det gør, at vi nu har et klima, der er mindre varmt. Nu ligger en normal dagtemperatur på ca. 28-32 grader i stedet for 34 grader. Vi behøver heller ikke at vande planterne. Det er der sparet mange kræfter ved. Vi har også fået højere vandstand end normalt. Det er nu udlignet til tre-fire meter over normalen. Vi har da heldigvis stadig fisk. De plejer at gå i dybden ved denne årstid, eller når vandet er så højt.Nu da den ”gamle” borgmester, der for øvrigt er en ung intelligent mand, som p.g.a. de sidste 4 års politiske arbejde i Manaus er tæt på Guvernøren af Amazonas (som også er en uhyre intelligent mand med mange visioner), igen regerer i Manaus, ”hoppede” WRO ind som en naturlig samarbejdspartner i forskellige projekter. Det viser sig nemlig, at i år af alle år, hvor vi fylder 10 år, bliver alt, hvad WRO har kæmpet for, en realitet. |
Fredning
Den brasilianske stat har tre kæmpeområder, som de har udlagt til totalfredning, med bl.a. satellit-overvågning. WRO er blevet tilknyttet et af dem. Hvad det vil betyde, kan kun fremtiden afsløre, da det er en langsommelig proces. Men her i vores egen kommune er de i gang med at frede et stort stykke land ved floden Araria, tre timers bådsejlads fra vores land i Paracuni. Regeringen vil gøre det til naturpark, hvor folk fra hele verden kan komme til noget a la Pantanal. Det er naturligvis for at få turister til kommunen. Men vi har også noget at byde på. For det første er der både sort vand og gult vand (bedst for lystfiskere og dem der kan lide store krokodiller). Det sorte vand er for dem, der kan lide at bade i det jomfruelige rene vand og nyde den overskønne natur og dens beboere, langt væk fra den moderne verden. Dette projekt vil kommunen have mig koblet på, men jeg tror, at jeg har rigeligt, i hvert fald lige nu hvor mine arbejdsgivere i den anden verden har sat mig på diverse storrejser i Sydamerika, og også har kaldt mig tilbage til mit forrige arbejdsfelt Indien. Dette skal foregå ind i år 2002. Hvad der skal foregå senere i mit liv og virke, ved jeg ikke. Højst sandsynligt bliver jeg ved med at have Paracuni som en base, men politik hverken kan eller vil jeg blandes ind i. Kun med hjælp til jordens folk for øje vil jeg være med. Der er lavet en lov her i landet, at alle midler til hjælp til befolkningen skal gå gennem organisationer. Så alle midler, der bliver frigivet af staten til diverse hjælpeprojekter, skal gå gennem vores organisation, d.v.s. den brasiliansk registrerede Fond, WRO Poramtim. Vi har nu fået stillet et kontor gratis til rådighed af en pensioneret advokat, som vil arbejde resten af sit liv med at hjælpe regeringen med hjælpeprojekter. Vi får sponsoreret telefon, fax og computer. Kontoret ligger på 8. etage i det gamle Hotel Amazonas, som nu fungerer som kontorbygning, lige i centrum, med udsigt over hele havnen. |
Et nyt skoleprojekt
Vicepræsidenten i vores Fond er antropolog, og har ansvaret for alle projekter med uddannelse for øje af det indianske folk. Steve og vores vicepræsident var til stort møde i kommunen Maués. Dette giver i sig selv en utrolig spændende fremtid. Jeg var selv til møde forleden med den danske sponsor med uddannelsesprojekter, som var her på besøg. Vi var til møde i søndags med borgmesteren og andre m.h.t. sponsorering af yderligere en skole, magen til den lige over for os i Osorio til det 12. skoleår. Den skal ligge midt i nederste halvdel af vor flod Paracuni. Det afgøres af, hvor villige vore Skandinaviske medlemmer er til at støtte dette skoleprojekt. Der er et kæmpebehov. Der er på nuværende tidspunkt elever til tre 5. klasser, da der er seks landsbyer, der vil få adgang til denne skole. De har på ingen måde mulighed for at gå på skolen i Osorio, da denne allerede må udvides, og området kan ikke bære flere tilflyttere. Det ville være en skam, at så mange unge bliver tabt på gulvet, når de nu er på vej. De tror på sig selv ved hjælp af bl.a. uddannelse som vejen frem på vores klode. Skolen må siges at have tungtvejende grunde til at appellere til jer, kære Regnskovsvenner. Projektet vil blive lagt ud på bl.a. Internettet. WRO’s bestyrelse vil i dette jubilæumsnummer informere læserne om, hvordan dette kan foregå. Den danske projektleder og arrangør vil stå i e-mail-kontakt med borgmesterens højre hånd, som også er Fondens sekretær i fritiden. Dette kunne blive et jubilæumsår af rang, hvis det lykkes at samle penge ind til denne skole i år. Skolen vil blive bygget i mere lækre materialer, der giver mere luft og lys. Den eksisterende skole her overfor har fået to a tre rum moderniseret og renoveret, så de er meget lækre at være i. Det er kommunens præstestand, der har givet penge til denne renovering. Tankerne går da til vor kære biskop og præst Benjamin. |
Et sjovt ”tilfælde”
Der er her på floden Paracuni et sjovt ”tilfælde”, hvis et sådant eksisterer. Der er en shaman som bor i den nedre del af floden. Hun har en mand, som hedder det samme som vort Fortaleza, en tyve år yngre mand, ligesom jeg har. Jeg blev meget tidlig accepteret som ”ourador” (healer) her. Tre ligheder. Det er der, den nye skole kommer til at ligge, da hun har meget disciplin over sin by. Hun har også en båd, som går i rutefart til Maués. Hele 4 ligheder. Vores båd går dog ikke i rutefart. Jeg synes, at jeg lever et liv til fulde, hvor jeg får lov til at følge et folks udvikling og indvikling i det nye millenium, i disse omgivelser og med de midler vi har til rådighed. Det vigtigste for WRO er at befri menneskene for smerter, særlig tandsmerter, som de først og fremmest lider af. Når man har disse smerter, kan man hverken tænke millenium eller tage sig af sine børn. Derfor er vores vigtigste projekt, næstefter ambulancetransporten, vores dentalsundhedsprojekt. Dette projekt vil vores leder af sundhedsprojektet, Lone Bach Svendsen, fortælle om i dette jubilæumsnummer. I fremtiden vil vor service i sundhedssektoren foregå i samarbejdet med borgmesteren. Da vi ikke har noget videre arbejde på vort ”hospital” her på floden, kunne jeg låne det ud til lærerboliger. Vi bruger vor båd til at komme frem til andre floder i kommunen, for at tilse, uddanne og distribuere tiltrængt materiale. Tandlæge Kresten Bjørnholt-Schou vil også i dette nummer fortælle om, da han som leder af et hold på 4 tandlæger arbejdede og trænede lokale folk på floden Parahari. Vi behøver vores store båd for at komme rundt i hele kommunen med vores sundhedsprojekter. Derfor satser Steve og jeg med alt, hvad vi ejer og har på at kunne vedligeholde båden. Det har i sig selv været en prøvelse at holde en sådan båd sejlende og bemandet hele tiden - det koster penge. Turisterne vil hellere andre steder her på kloden. Det koster det halve af, hvad det koster at rejse til Brasilien. Vi bruger båden, når jeg har enkelte turister på besøg. Vi tjener ikke noget på det, men båden holdes da sejlende i den tid, turisterne er her. Det er turister til landpris, det drejer sig om her, til 25$ om dagen plus transport. Når jeg tager til Påskeøen og Chile, skal båden på dok for at få skiftet bundplanker ud og meget mere. Men trods alt det gode som er i gang, kæmper vi jo stadig mod træfældere og narko her i kommunen. Jeg holder til dels lav profil, jeg skulle jo helst være her nogle år endnu, mener jeg. |
Nu har jeg krævet seksualundervisning i skolen i Osorio, da mere end fem unge elever er gravide. De er blevet det i Maués, og fædrene er ukendte. Da jeg kom fra Danmark denne gang, havde jeg fået en sæk kondomer med, så nu har vi noget at give de unge, der skal til staden. Den med „Fy, det må du ikke“ hjælper ikke her. De 40.000 piller mod smerter, som Lone og Lene blev taget med i tolden i Rio, er ikke blevet frigivet endnu. Hver gang de ønskede papirer bliver sendt til Rio, ønsker de mere og flere. Sådan plejer myndighederne at udpine hjælpeorganisationer, så de til sidst giver op, og vælger at hjælpe i et andet land, der er mere imødekommende. I Rio tænker de ikke på deres landsmænd i junglen. WRO har som sagt undgået den slags indtil nu, men vi stopper da også legen med tolden, og lader dem beholde pillerne. Vi vil ikke være med længere, det er nytteløst.
|
Jubilæumsfest
WRO vil fejre vores ti års fødselsdag med at dele en sæk fødevarer ud til hver familie i Paracuni, ca. 300. Det bliver, når vores kære Lene kommer med sin mand, for at vise ham sit arbejdsfelt i fritiden, så skal vi rundt og fejre. Skolepigerne skal også føde til den tid (maj), så der bliver nok at se til. Ja, kære venner, her sad jeg jo ikke og skrev, uden jeres støtte, hjælp og kærlighed, der har givet Steve og mig mod og styrke til aldrig at give op. Vi har klaret skærene igennem de ti år, takket være jer i Finland og Skandinavien. Fra vores hjerters dybde sender vi tak til jer alle sammen. Lad os også i fremtiden være sammen om at nyde den frodige regnskov i Amazonas og hjælpe dens beboere til en menneskeværdig tilværelse, også for dyrene. Ingen vil længere holdes isolerede, ej heller holdes nede. Vi lever på en forholdsvis lille planet, som skulle gøre det muligt, hvis vi alle gav af det, vi har, at alle kunne få et værdigt liv, med tilbud om uddannelse og et godt helbred. Den egoistiske tanke hører ikke til mere, nu gælder det helheden i alt uden undtagelse. Vi glæder os. Steve og Marina |
Sidste nyt - 16.4.2001
Nu har jeg nyheden, som jeg, eller vi, har kæmpet for at opnå i ti år. Det er følgende: Jeg sidder her på kontoret i hovedkvarteret for alle indianere i Amazonas. Det hører ind under regeringens Universitet i Amazonas og er Institut for Uddannelse af indianerne. Vi har lige haft møde. Det drejer sig om, at vores Fond skal fungere helt professionelt nu i samarbejde med regeringen og de implicerede kommuner, som vi skal operere i. Fondens bestyrelse bliver i øjeblikket lavet om. Vi har sovet i mange år på grund af manglende professionelle, frivillige arbejdskræfter. Steve er stadig præsident. Vicepræsident bliver advokat Raimundo Roderiques, som er pensioneret advokat, som har arbejdet med virksomheder i Rio i 28 år. Han er en ildsjæl, som vil bruge resten af sit liv på at hjælpe regeringen med at udvikle og hjælpe befolkningen i Amazonas. Direktør i Fonden, som skal have med alle projekter at gøre, bliver antropolog Otavio Goés, ligeledes pensioneret. Vores ”gamle” vicepræsident Ademir Ramos går ud af Fonden, fordi han bliver vores specielle konsulent og er vores direkte adgang til regeringen og alle midlerne, der bliver frigivet til projekterne. Administrator bliver Ari Neto, en anden antropolog, som arbejder her i Centret. Jeg selv bliver direktør i Fonden med den specielle stilling, at jeg mærkeligt nok er blevet specialist i lokalbefolkningens spørgsmål med hensyn til projekternes udførelse, p.g.a. at jeg bor og lever blandt dem, og derved har fået indsigt i deres mentalitet og tankegang. |
Mine rejser til andre Sydamerikanske lande og til Australien næste år vil betyde, at vi gennem universitetet her kommer til at være i kontakt med alle de andre indfødte befolkninger i verden. Derfor er vores navn World Rainforest Organisation. Jeg har ventet på at få forklaringen af vores navn nu i ti år. Sikken en omvæltning og en nyhed, som vi alle må råbe et højt hurra for, alle de tålmodighedsprøver, alle uden undtagelse, alle implicerede i WRO gennem årene. Dette her møde sprudlede af initiativ og kreativitet. Der er kurser og møder over hele linien. Disse her mennesker er super-professionelle, og ved, hvad de har med at gøre. Det økonomiske vil de tage sig af, og jeg bliver fritaget for dette åg, som jeg længe har bedt om. Hurra! Alt skal godkendes af Ministeriet, ellers vil ingen lægge penge i vores Fond. Hvorfor vores Fond? Fordi vi har Skandinavien i ryggen som støtte, og vi vil selvfølgelig søge hos Danida, Sida og Norad og Finland til diverse projekter. Det hele bliver sat på Internet, så vores gøren og laden kan følges, og således, at alle i verden kan give et bidrag. Nu skal jeg til lufthavnen for at flyve til Mexico og møde Lone der, hvor vi bl.a. skal lave statistikker over alt, hvad vi har bedrevet gennem de sidste ti år. |
En bøn om hjælp
I slutningen af 1993 havde Marina og Steve holdt møder med befolkningen i Osorio da Fonseca. Møder, der gav befolkningen håb og tro på, at der måske var mennesker, på den anden side af kloden, der kunne hjælpe. Kære danske venner - 13. december 1993 Befolkningen i Osorio da Fonseca ved floden Paracuni, Maúes kommune i staten Amazonas beder jer om hjælp, da vi lever i den fattige del af landet, i den største regnskov i verden. |
Vi har mange behov, især angående områderne sundhed, uddannelse, landbrug og transport. Da vi ikke selv har tilstrækkelige ressourcer og fordi vores myndigheder er ligeglade med os, især den føderale regering, bliver vores behov ved med at vokse mere og mere. Vi ønsker at arbejde, men vi har ikke mulighed for det, da vores træer er meget høje og vi ikke kan udrydde dem. Derfor beder vi jer om hjælp, fordi Marina fortalte os, at I er villige til at hjælpe os. Vi håber på, at med jeres hjælp vil dette sted blive forandret til et meget bedre sted at leve i. Vi regner med jer og jeres hjælp.
Herefter følger navne på 123 personer: |
Sandonal Quintino
Eldan Rodriguez Antonio Freire Rdo. Farias Pedro Freire Ari Osman Laudimir Quintino Ma. do Rosario Zimar Freire Laudimor Quintino Lauriano Alnes Manuel d. Santos Vilton Machado Ma.Alnes Emilia Rodrigues Rda. Freire da Silva Francisquinho Pinheiro Ziuda Rodriguez Denika da Silva Joaozinho Pinheiro Francy Rodriguez Vilma da Silva Evaldin de Sanza Francil Rodriguez Deina da Silva Rdo.Alnes Inara Rodriguez Joel da Silva Raquel Alnes Selvino Rodriguez Eugenio Neto |
Elba Alnes
Henrique Freitas Rdo.Vilton Valdecy Alnes Dalida Alexandre Thomaz Francisco Valdely Alnes Abel Freitas Hermila Freire Antonio de Lanza Adelso Freitas Inam Freire Eunice Antonio Freitas Francisco Freire Marina Lanza Audi Freitas N. Barbosa Margareta Lanza Adalberto Freitas Nazari Manuel Raimundo Nunez Andira Freitas Thomas Neto Rdo. Freire Darval Lavareda Felipe Barboza Zineta Freire Darci Lira Francisca Barbosa Manuel Raimundo |
Sinaneldo Lira
Lauriano da Silva Joao Paulo Azamar Lira Joice Farias Viamon José Humberto Ademir Lucia Freire Lita Maria Genesio Carlos Alcides Moreira Joecy Farias Zelina Rodriguez Manuel Moreira Janilson Farias Gicelia Nunes Dulcieide Freire Nilson Farias Rdo. Nunez Ma. Elizabeta Jamara Farias Judita Rodriguez Ma.Vasdares José Rodriguez Beniel Rodriguez Selba Freire Ma. do Carmo Zilna Rodriguez Rdo. Onete Aberdan Freire |
Zuila Rodriguez
Neyval Freire Claudio Freire Antonia Freire Rosemil Mendes R.do Dutra M.a Jocilene Madalena Paulo Dutra Davi Dutra Bernardo Freire Carmita Freire Mario Freire Edinho Freire Mario José Juanildo Freire Regina Freire Regiane Freire Ivane Freire Osman de Oliveira M.a Neuza Eline Frentas Antonio Monteiro Thomaz Freire Angela Perrone Ney da Silva Monteiro Levi Esmail Quiroz |
Sundhedsstationen
Lone Bach Svendsen var den første og en gennemgående person blandt det sundhedspersonale, der har arbejdet frivilligt og ulønnet for WRO i Amazonas. Hun fortæller her om sundhedsarbejdets første år. Sommeren 1994 blev undertegnede kontaktet af Marina Munk med henblik på at oprette en sundhedsstation på WRO’s land i Paracuni. Det var befolkningens ønske, at der blev uddannet sundhedspersoner, således at helbredsstatus blev bedre, herunder også bedre tandhygiejne. Efter søgning rundt i kollegakredse lykkedes det at finde en sygeplejerske med klinisk erfaring, der havde mod og lyst til at indgå i projektet. Mange overvejelser blev gjort inden beslutningen blev taget. Overvejelserne bestod i, om vi følte os rustede til at starte et helt nyt projekt i sundheds- og sygepleje blandt en befolkning, hvis sprog og kultur vi kun kendte lidt til. Vi havde begge været i Amazonområdet før og kendte lidt til kulturen fra litteratur og samtaler med andre, der havde været i området. Kun den ene af os talte lidt portugisisk. Desuden var der også økonomiske overvejelser, idet vi skulle betale alt selv. Rejse- og øvrige transportudgifter – kost i perioden, udover vores hjemlige økonomiske forpligtelser i de tre måneder vi havde afsat til projektet. Det blev et travlt efterår. Vi lånte tropemedicinsk litteratur på biblioteket, skrev vores egen opslagsbog i tropesygdomme og deres behandling. Vores private tandlæge blev kontaktet, og hun gav os et kort, men lærerigt kursus i tandudtrækning, behandling af tandbylder, syning af sårrande samt anæstesi til tandbehandling. Desuden lovede hun at besøge os og arbejde den sidste uge, vi var på projektet, hvilket ved fælles hjælp resulterede i 504 tandudtrækninger. I løbet af vores tre måneders ophold havde vi 299 konsultationer. Tandproblemer – infektioner og store ormemaver, med deraf følgende blodmangel var noget af det første, der mødte os. På grund af store mængder sukker, citrusfrugter samt manglende tandhygiejne så vi børn i to-tre års alderen med fuldstændigt nedcarierede tænder og betændt tandkød.
Som nævnt var det et af vores mål at animere befolkningen til at anvende skovens medicinske planter. Dette benyttede vi os af i stor udstrækning, når det gjaldt ormelidelser, der var meget udbredt. Vi fik viden om, at næsten alt fra papayaplanten kunne bruges i ormebehandling. Mod blodmangel var der et rigt udvalg af frugter og planter. Et andet billigt, enkelt, men sufficient jerntilskud kan man få ved at lægge et søm i et glas vand natten over, fjerne sømmet (der kan bruges igen) og drikke vandet. Denne behandling gentaget over en måned eller to skulle, efter udsagn af forskere på universitetet i Belém, være på højde med hvilket som helst andet jerntilskud. Tandsmerter- og bylder behandlede vi efter oprensning af diverse frugtkerner, og betændelser med cobaibatræ lokalt, dette udtræk havde ifølge vores elever en både antibiotisk og smertestillende effekt. Vi opfordrede alle patienter med tandproblemer til at møde op i vores sidste uge med tandlægen. Det blev en travl uge, hvor vi næsten arbejdede i døgndrift og, som tidligere nævnt, resulterede i 504 tandudtrækninger. Der var dog en 64-årig mand, der ikke havde tid til at vente. Han havde kun en stor kindtand tilbage, der havde givet ham et stort sår i den modsatte gumme. Han havde padlet i fire timer og havde sine tre børnebørn på to, fire og seks år med p.g.a. orm. Han insisterede på at få den trukket ud uden bedøvelse. Det tog ½ time og han påstod, at det ikke havde gjort ondt. Ret hurtigt indså vi, at det var nødvendigt med undervisning i tandhygiejne i Osario. Mere end halvdelen havde tandbørster – resten fik de af os. Mødrene var tilstede, hvor vi børstede tænder på 20 børn, tre gange i vores periode. Efter kun to uger meldte to kvinder sig som elever i sundheds- og sygepleje. Det var Emelia på 31 år, mor til 4 børn, og Maria på 28 og mor til seks børn fra et til tolv år. Emelia var tilflyttet landsbyen for tre år siden og var langsomt blevet accepteret. Maria var født på stedet og opvokset i en socialt velanskrevet familie med stort kendskab til skoven og dens træer og planter, samt en viden om den medicinske udnyttelse af disse planter. Senere lykkedes det for os at få fat i to bøger med junglens mest almindelige sygdomme og behandling fra skovens medicinske produkter. Bøgerne var skrevet på portugisisk med gode illustrationer til de mange analfabeter. Vores elever var glade for at se deres opskrifter på tryk, og der er senere distribueret mange bøger til øvrige landsbyer. |
Af en anden tandlæge fik vi diverse tandinstrumenter, der sammen med store mængder sygeplejemateriale, som vi fik forærende, fuldendte vores udstyr. Desuden fik vi lavet hvide undertrøjebluser med et lille ’sundhedsmærke’ på venstre side, der symboliserede vores uniform. De uddannede havde et blåt mærke, mens eleverne havde det samme i rødt. Intensiv kursus i portugisisk indgik også i forberedelserne samt lange samtaler om målet med sundhedsprojektet. Vores mål var at uddanne 2 personer i basal sundheds- og sygepleje, samt forebyggende tandpleje. Vort klare sigte var også at befolkningen skulle fortsætte med at bruge de medicinske midler, de i forvejen kendte og anvendte fra skoven i så stor udstrækning som muligt. Vores problem var, at vi intet kendte til den del af pharmakologien, men måtte lære om det af vores elever. Det var med stor spænding vi ankom til det nyopførte ’hospital’ den 5/1 1995. Bygningens areal var ca. 170 kvadratmeter med klinikken i den ene ende og privaten i den anden. Huset var bygget af helt frisk træ, hvor der endnu manglede vinduer og døre. De kom dog i løbet af de første to uger, hvor der også på stedet blev lavet reoler, borde og bænke. Lige fra den første dag – næsten inden vi havde fået pakket ud, ankom de første kanoer med patienter. |
Undervisningen foregik tre gange om ugen, med tre timer hver gang. Kvinderne mødte trofaste og præcise op hver gang og viste en utrolig videbegærlighed. Mange gange mødte de med nedskrevne spørgsmål, som regel i forbindelse med et emne, de var blevet undervist i, og som de ville være sikre på at have forstået rigtigt.Emelia var den mest tilbageholdende, da de skulle demonstrere en korrekt måde at give injektioner på, men overvandt sig selv. Det var derfor en meget stolt kvinde, der ¾ år efter kunne fortælle i detaljer, hvordan hun havde givet lokalbedøvelse og syet et 30 cm. snitsår i et ben. – ”Og tænk, hun kunne danse otte dage efter!”
Ved vores opholds ophør fik hver elev et bevis på, hvad de havde gennemgået af undervisning. I sommeren 1995 lykkedes det os at deltage i et tropemedicinsk kursus, specielt beregnet på at arbejde i områder uden lægehjælp. Her fik vi også anvist uvurderlige bøger bl.a. om tandlægearbejde. Vores næste besøg i junglen var januar 1996. Tre dage efter vor ankomst kom høvdingen i Osorio med en papkasse fyldt med lokalbedøvelse. Sådan en oplysning går hurtigt gennem jungle-telegrafen, for fyldte kanoer ankom samme dag, og når de havde en klud i hånden, vidste vi, at det var tandpatienter. Så vi fik vores ilddåb, med hjælp fra bogen: ”Hvor der ikke findes tandlæge” blev der første dag trukket 18 tænder ud. ”Den dag glömmer jag aldrig”, sagde min svenske kollega, da vi om aftenen evaluerede dagen. Vores arbejde blev hurtigt kendt og berømmet, fordi det ikke gjorde ondt, og tænderne kom ud uden at være knuste, som de havde erfaring med. I løbet af 1996, hvor vi havde to ture derude på i alt fem måneder, blev vores arbejde overvejende tandudtrækninger, ca. 1000 stk., og undervisning i tandhygiejne. I sommeren 1997 fik vi en tandlæge med i projektet. Han havde i det forløbne år givet råd i kunsten udi tandudtrækning og havde nu mulighed for at deltage i marken. Det var en stor gevinst for projektet, der nu kunne udvides med tandbevarende fyldninger, ved tænder der ikke krævede rodbehandling. I 1998 fik vi udarbejdet et undervisningsmateriale fra bogen ’Hvor der ikke findes tandlæge’ og påbegyndte oplæring af lokale tandudtrækkere. Til dato har vi oplært 16 personer i fem flodområder. Ved opsøgende besøg, hvor de fik suppleret deres materialer, har vi erfaret at de alle klarer sig flot og det bedste bevis for, at det er lykkedes, er dette udsagn fra en høvding i en landsby: ”I har givet os et nyt liv, nu er vi ikke syge eller har ondt længere p.g.a. tænderne”. Lone Bach Svendsen |
Rapport fra tandlægeturen
14. januar til 13. februar 2001
14. januar til 13. februar 2001
Tandlæge Kresten Bjørnholt Schou, der flere gange har været i Amazonas og udført tandlægearbejde for WRO, fortæller her om den seneste tandlægetur, hvor to danske tandlæger, en dansk klinikassistent og en brasiliansk børnetandlæge gennemførte en særdeles vellykket tur.
Jeg skriver denne rapport om en vellykket tandlægetur, mens vi sejler i dejligt vejr ned ad Rio Parana Uraira på vej til Itacoatiara. Denne tur blev muliggjort af nogle mærkbare donationer, der kom i hus lige før jul. Vi fik så mange penge på én gang, at der er et overskud til næste tur. Det har været en rar fornemmelse. Vort team på denne tur bestod foruden undertegnede af tandlæge Anni Birgit Grønbæk, klinikassistent Birgitte Østergaard og tandlæge Roberta Zacché fra Vittoria i Brasilien. Det er første gang, vi har haft en brasiliansk tandlæge med, og det er resultatet af et interview i det landsdækkende brasilianske tandlægetidsskrift, der blev lavet med mig for et par år siden. I den mellemliggende tid har jeg holdt kontakten vedlige og kan nu glæde mig over et godt resultat og et nyt venskab. Efter mine planer skulle vi have forsøgt os med at etablere en børnetandpleje efter vore danske retningslinier i Paracuni med hovedkvarter på skolen i Osorio. Dette blev det ikke til af flere grunde: 1. Tidspunktet var forkert valgt, da børnene er på som-merferie indtil 1. marts. 2. Skolen i Osorio er ubrugelig til formålet pga. manglende ventilation og tilsvining af flagermus, så der er en ulidelig stank. 3. Ovennævnte problemer er ved at blive løst af en del støjende og støvende håndværkere, der er ved at ændre lofterne for at holde flagermusene ude samt lægge flisegulve for at skabe et bedre og køligere indeklima.Vi satte derfor efter en enkelt arbejdsdag og vennebesøg hos Gobi og Donna Lourdes kursen mod Maués, hvor vi havde en aftale om et møde med borgmesteren Sidney Leite. Det var hans ønske, at vi skulle tage ud på Rio Parauari, der ligger syd for Maués, da der heller ikke her har været hjælp før. Til gengæld vil han fremover sørge for forsyninger af kanyler og bedøvelse til alle de 14 lokale folk, vi efterhånden har oplært i tandudtrækningens kunst, og som alle arbejder med fine resultater og fortjener stor respekt. I Maués mødte vi to af disse folk fra Apoquitaua, Sally og Maria Lucinette. Det var for mig et dejligt gensyn med disse stærke kvinder, jeg ikke har set i et par år, og de fik suppleret deres udstyr og beholdninger af bedøvelse m.m. som Steve og jeg havde købt til meget fornuftige priser i Manaus (ca. 1/3 af danske priser!). |
Turen gik herefter opad Rio Parauari, hvor vi startede i landsbyen São Antonio da Mucaja, hvor vi fjernede 173 tænder på halvanden arbejdsdag og fik oplært Elias Feheira, der viste stor interesse og talent for arbejdet.
Her som i de følgende landsbyer afholdt Roberta et foredrag om tandsygdomme samt forebyggelse af disse. Ved alle disse foredrag var der stor tilslutning og opmærk-somhed, og vi mærkede en tydelig stigning i ønsket om tandrensning, hvilket vi tolkede som et positivt tegn. Birgitte Østergaard påtog sig mange af disse behandlinger, mens hun samtidig holdt orden om os andre og forsynede os med de ting og instrumenter, vi skulle bruge, så vort arbejde blev koncentreret og effektivt. Jeg havde forsøgt mig i Osorio med at lave tandfyldninger med det medbragte udstyr stillet til rådighed af Dentalman International, men jeg måtte opgive det, idet det var helt umuligt at holde batterierne opladede med det medbragte solpanel af den simple grund, at vi næsten ikke så solen. Sammenholdt med det enorme behandlingsbehov af ødelagte og betændte tænder, vi kender så godt fra alle de områder, hvor vi starter op fra bunden, besluttede jeg ikke at tilbyde tandfyldning som planlagt. Til gengæld kom mange børn under behandling, idet både Anni Birgitte og Roberta har stor erfaring med børnetandpleje, så denne del af det planlagte blev ført ud i praksis. Det var dog svært for os ikke at forsøge med tandfyldning, når vi så dette som den korrekte behandling, så efter nogle dage forsøgte jeg igen med større held, og vort team blev herefter opdelt, så jeg lavede fyldninger med hjælp fra Birgitte, og Anni Birgitte og Roberta tog sig af tandudtræk-ninger, ligesom Roberta oplærte Maria Erita da Lima i São João. Ialt på denne flod besøgte vi syv landsbyer: 1. São Antonio da Mucaja 2. Darcy 3. Menino Deus 4. Alegria 5. N.S. Aparecida Tucunaré 6. São João 7. Alto Alegre På denne flod havde der for et par år siden været besøg af nogle presbyterianere fra USA, som også havde tilbudt tandudtrækninger, men på betingelse af en religiøs omvendelse. Dette gjorde, at vi alle steder blev mødt med det mistroiske spørgsmål, om vi var missionærer. Dette blot som en kuriositet, der understreger betydningen af den måde, vi arbejder på og dens succes. |
Kun i Alto Alegre havde vort rygte nået frem før os, idet en tidligere lærer fra Osorio nu bor her og havde fortalt om Marina og WRO.
Efter endt arbejde på floden vendte vi tilbage til “civili-sationen”, hvor vi fik ringet hjem til vore respektive familier og fik en kold øl! Desværre var der dårlige nyheder til Roberta, der fik at vide, at hun øjeblikkeligt skulle vende hjem, hvis hun ønskede at få et nyt job, som hun ellers havde fået lovning på, så vi måtte tage afsked med hende næste morgen, hvor vi satte hende på flyet til Manaus. Senere på dagen var vi atter til møde på borgmesterkontoret, denne gang med viceborgmesteren Jackson, der som Sidney er et kultiveret og behageligt menneske. Vi aflagde rapport om vores tur og fik stor anerkendelse herfor, og ved samme lejlighed fandt vi endelig ud af, hvor stort et område, vi egentlig dækker. Det viser sig, at Maués kommune har et samlet areal på 40.294 km2 og en befolkning på ca. 42.000 indbyggere, hvoraf de ca. 25.000 bor i selve Maués. Til sammenligning er hele Danmark på 48.000 km2. Jeg vil antage, at vi på nuværende tidspunkt har dækket ca. 1/3 af kommunen, idet vi har holdt os fra de værste malariaområder, hvor også den værste lovløshed råder, som f.ex. den sydlige del af Rio Parauari, hvor der skulle være mange guldgravere. Fra Maués tog vi atter til Paracuni, hvor vi havde en enkelt særdeles travl arbejdsdag, hvorefter vi fik reorganiseret alt hospitalsudstyr og materialer, så det fremover altid er på båden. Herved vil vi i fremtiden kunne spare mange timers sejllads, idet behandlingsbehovet i Paracuni stort set varetages af Gau og Pará, der er meget anerkendte for deres arbejde. Det tilfredsstillende resultat af denne tandlægetur blev 830 tandudtrækninger, 125 tandfyldninger samt et ikke opgjort antal tandrensninger. Stor tak fra mig skal lyde til dette nye team, der har forstået at samarbejde, leve og opleve og skabe basis for en ny udvikling i vort vigtige arbejde. Kresten Bjørnholt Schou |
Junglens guld
Jeg vil i dette nummer skrive lidt om junglemedicinen nummer et: COBAIBA. Dette middel har været kendt i tusinder af år i hele Amazonas. Det siges at kunne helbrede mere end 90% af alle sygdomme. Det udvindes ved, at man går ud i junglen for at finde et Cobaiba træ. Når man har fundet træet, nærmer man sig det med bøjet hoved, kikker man op, giver træet ikke noget væske fra sig. Er man ydmyg nok, og har fået lov, borer man med et håndbor indtil midten af træ-stammen, så kan man, hvis man lægger øret til stammen, høre nogle klukkende lyde. Så sætter man et palmeblad under hullet, og der kommer en gylden væske dryppende ud af træet, ned i en flaske. Når man har fået den ønskede mængde, skærer man en prop, der sættes i hullet, hvorfra man så kan tappe efter behov. Man kan tappe indtil 10 liter om året, uden at træet lider skade. Cobaiba tages efter behov. Ønsker man et stærkere immunforsvar i den kolde vintertid, tages to til tre dråber om morgenen. Dråberne beholdes i mundhulen et stykke tid, så de opsuges af slimhinderne, og styrker tandkødet samtidigt. Cobaibaen kaldes også junglepenicillin, da den er antiseptisk og modvirker betændelsestilstande i kroppen. Den er god mod hudlidelser, hvor man smører den på udvortes. Cobaiba er stærk og besk i smagen, så det anbefales at blande det op med en olie og blandes sammen til en drik, når den indtages. En god mixtur er: Tre dråber cobaiba, en skefuld lime eller citronsaft og en skefuld honning. Kogt vand hældes i efter ønske. Hvis man vil af med noget mad, man ved en fejltagelse har fået indenbords, tager man en skefuld cobaiba straks. Hvis det ønskede ikke kommer ud, tager man en skefuld til, gerne blandet med anden væske. Det er en hård, men virksom kur. Hvis ens mave fungerer hurtigere end ønsket ved tre dråber, går man ned til to eller helt ned til een dråbe. Man skal aldrig bruge cobaiba i øjne eller i øre, da det er ætsende. Man skal af samme grund heller ikke have væsken i en plastikflaske. Rekvirering af cobaiba kan ske ved henvendelse hos Lene Christensen, tlf. 36 75 47 87, der købes gennem WRO - Danmark. |
Information fra bestyrelsen
om det nye skoleprojekt På den seneste generalforsamling sagde formanden i sin beretning bl.a., at vi som bestyrelse nu havde fundet vores ben og at bestyrelsesmedlemmerne efterhånden kendte deres arbejdsopgaver, så nu var tiden inde til at intensivere det, at søge fonde og sponsorer til WRO´s igangværende og nye aktiviteter. Det skulle blive mere sandt end vi på daværende tidspunkt havde forestillet os. Et medlem af WRO var i Paracuni hos Marina i foråret, og kom hjem med et helt nyt projekt – nemlig en ny skole. Den eksisterende skole i Osorio har været så stor en succes, at de lokale myndigheder har lovet at stå for driften af en ny skole med elever fra 5. - 8. klasse, hvis WRO vil finansiere selve bygningen. Når WRO har samlet 500.000 kr. ind til formålet kan byggeriet gå i gang. Skolen vil blive bygget efter samme principper som skolen i Osorio – materialer der sikrer rimelige temperaturer i undervisningslokalerne, lys så der kan undervises om aftenen, rindende vand og toiletter. De endelige arbejdstegninger er under udarbejdelse. Vi bringer dem i et senere Newsletter og på WRO´s hjemmeside, når de foreligger. Der vil blive oprettet en separat konto til pengene, der bliver samlet ind til skolen. Vi arbejder p.t. på at få en god bankaftale. Selvfølgelig er det allerede nu muligt at støtte skoleprojektet ved at øremærke donationen til skolen og bruge WRO´s konto nr. I næste Newsletter vil konto-nummeret til skoleprojektet fremgå og i den takt vi får nye informationer om projektet, vil alle kunne følge med på WRO´s hjemmeside: www.wro.dk |
Rejser Der er så vidt jeg ved i skrivende stund stadig pladser til Chile/Påskeøen/Brasilien (Foz do Iguassu) og Peru/Bolivia. Kontakt Festival Tours, tlf. 86 94 24 11. Se også rejsebeskrivelserne i Newsletter nr. 4 - 2000. Steve og jeg vil lave en juletur med vores båd til jubilæumspris, 25$ pr. dag, plus transport, som bliver billigere, hvis der er flere. Vi vil ikke have flere end højst ti personer. Rejsen må begynde før 12. december, og afslutte efter ca. 6. januar, af hensyn til flypriserne. En rundrejse vil være mulig. Kontakt da Festival Tours, eller fax til os her i Amazonas (055) 92 648 1382, for nærmere oplysninger. Det er nødvendigt at reservere billetter så hurtigt som muligt af hensyn til CPH/RIO, der næsten altid bliver udsolgt hurtigt. På spændende gensyn Marina og Steve Tilbage til toppen |